Anglamarkgarden
Hageselskapet
Palmer och andra
exotiska växter för Skandinavien
Ympning
Hækklipning og fuglereder
Tidspunktet nærmer sig for den
årlige hækklipning, som man traditionelt siger skal
være afsluttet inden sankthans. Men den kan sagtens vente
til omkring 1. juli. De år, hvor jorden er meget
tør, kan det være en god ide at vente, til der er
kommet regn, da en klipning stresser hækken.
Hækklipning er en dejlig beskæftigelse. Det giver lys
og luft til havens planter, når hækkens lange,
bløde grønne skud falder. Efterhånden er det
de færreste, der klipper hæk med en almindelig
hæksaks, da det går hurtigere med en elektrisk. Men
til en almindelig parcelhushave er det en udmærket
løsning både uden støj og energiforbrug, og
der fås idag gode, lette hækkesakse med udveksling,
så det slet ikke er hårdt at håndklippe.
En af fordelene ved at klippe med hækkesaks er, at man
bedre kan beskytte havens fugleliv. Man kan nå at
registrere, at der er en fugl, der opfører sig
nervøst, så man når at opdage reden, inden det
er for sent. Hvis man bruger el- eller motordreven
hækklipper, så undersøg hækken
først. Hvis man følger den gamle regel med at
klippe hæk før Sankthans, er der mange fugle, der
har æg eller unger i rederne endnu. Solsorte skal nok
gøre opmærksom på, at de har rede, men man
overser let den mere sky havesanger. Hækken kan i
øvrigt godt vente med at blive klippet til omkring 1.
juli.
Hvis der er en rede i hækken, er man nødt til helt
at undlade at klippe hækken mindst en hel meter til hver
side og på begge sider af hækken. Og man må
endelig ikke klippe toppen af hækken her. Fugleungerne har
behov for al den læ, ly og skygge, de kan få. Hvis
man fjerner løvet, kan katte og andre med fugleunger
på menuen også lettere finde reden.
En hæk skal ikke have lodrette sider, da bladene nederst
så får meget lidt lys. En hæk skal være
smallere foroven end forneden, så siderne får en let
hældning, og alle blade får del i sollyset. En ny
hæk klippes først i toppen, når den har
nået den ønskede højde.
Hækaffald til jorddække
Hækaffaldet er en gave. Masser af
grønt affald på et tidspunkt, hvor man desperat
mangler dækkemateriale til at lægge ud mellem f.eks.
kartofler, porrer eller kål. Lige nu, hvor jorden er godt
fugtig, er det en god ide at få dækket jorden og
holde på det vand, som er i jorden.
Hvis hækaffaldet er alt for langt, er det svært at
lægge ned mellem grønsagerne. Det er lettest at
klippe det i længder på max. 15 cm, mens det sidder
på hækken. Man kan også bruge en
kompostkværn, hvis man selv og nabolaget kan holde
støjen ud. Eller det kan findeles ved, at man lægger
det på jorden og hakker det i småstykker med en skarp
spade. Den lette løsning er at lægge
hækaffaldet et sted, hvor længden er underordnet,
f.eks. under frugttræer, bær- og prydbuske samt i
aspargesbedet, hvor stikningen ophører her til sankthans.
Hækaffaldet kan selvfølgelig også komposteres,
men skal blandes med andet haveaffald.
Hækafklip af nåletræer, f.eks. taks og thuja er
det ikke en god ide at bruge til kompost eller jorddække i
køkkenhaven, da det indeholder spirehæmmende
stoffer. Disse hække skal i øvrigt ikke klippes
før senere. (Fra Havenyt.dk)